David Bowies Berlin: Hvordan byen transformerede hans musik

Hvis det ikke var for Berlin, havde David Bowies musik ikke været den samme. De år, David Bowie tilbragte der i slutningen af 1970’erne, transformerede ikke bare manden selv, men også de sange, han senere skrev og indspillede.

Vi åbnede for nylig vores nye butik i Berlin. Og vi inviterede i den anledning Tony Visconti, Alison Goldfrapp, Gudrun Gut og Michael Rother til at fortælle om deres minder om David Bowies berømte Berlin-trilogi og tale om den indflydelse, trilogien havde på byens kulturscene.

David Bowies “Heroes” er som en hyldest sunget for fuld hals. Den blev indspillet i det berømte Hansa Studios i Berlin få meter fra Berlinmuren, og sangens kulturelle indflydelse kan spores i pop- og rockkulturen fra dens udgivelse i 1977 frem til nutidens hitlister. Bowies stemme, der starter som en dyb, hæs hvisken til de dunkende rockakkorder, knækker næsten over, da han erklærer sin kærlighed: “I can remember standing by the wall and the guns shot above our heads and we kissed as though nothing could fall.” Det er en sang, der skildrer et liv i fællesskab – skrevet på et tidspunkt og sted markeret af splittelse. Det er en sang om at kæmpe for fremtidens muligheder: “We could be heroes just for one day.”

“Den følelse, sangen formidlede, var vigtigere end ordene, men ordene var ikke desto mindre episke” sagde Alison Goldfrapp fra electropop-duoen Goldfrapp under Bowie Song Stories, en event, der blev afholdt for nylig i den nye Sonos-butik i Berlin.

Goldfrapp var en af de fem prominente talere, der blev inviteret med for at fortælle en personlig historie med udgangspunkt i en sang fra Bowies albumtrilogi fra hans Berlin-periode. Da “Heroes” blev udgivet, var Goldfrapp en teenager, som boede i en søvnig landsby i det sydøstlige England. Og David Bowie var lige flyttet til Vestberlin for at søge efter en ny begyndelse.

Ti år i rampelyset som Ziggy Stardust og The Thin White Duke havde ødelagt David Bowie. Rock’n’roll-livsstilen i Los Angeles bød på mange fristelser, og Bowie var faldet for de fleste. Et storforbrug af kokain var gået ud over Bowies kunst og ideologi. Og efterdønningerne af hans afhængighed førte til en uberegnelig adfærd.

“Da jeg hørte ‘Heroes’ første gang, var det som at stikke hovedet ud af en virkelig hurtig bil. Den handlede om virkelighedsflugt – idéen om, at du kunne være, lige hvad du ville.”

“Jeg mistede følingen med ham, fordi han lavede filmen The Man Who Fell to Earth og albummet Station to Station om aftenen. Han var oppe hele natten, sov knap en time og brændte simpelthen ud,” sagde Tony Visconti, der var Bowies producer gennem længere tid. For nylig vandt Visconti en Grammy for sit arbejde på Bowies Blackstar, som blev udgivet posthumt. “Det krævede helt sikkert en stor mængde af et vist stimulerende middel at holde sig vågen hele natten.”

Den legendariske Bowie-producer fortsatte: “Han tog til Europa for at blive tørlagt. Han var nødt til at gå i seng og sove som normale mennesker. Han begyndte at spise igen. Det var afgørende for hans overlevelse at komme hertil og begynde på en frisk.”

Bowie ankom til Vestberlin i 1976, da byen stadig var hærget af krigen. “De fleste huse i Berlin stod stadig, som de var efter krigen,” fortalte Gudrun Gut fra den tyske eksperimentel-elektroniske gruppe Malaria! “Man kunne se skudhullerne – ingen udbedring eller gentrificering.”

“Berlin har forandret sig meget siden da, og det har Neukölln også. Nu flytter mange unge mennesker til Neukölln, men ikke dengang,” fortsatte hun. “Vi har heldigvis altid haft nattelivet.”

Tony Visconti og Alison Goldfrapp snakker om David Bowies kunstnerisk formative år i Berlin under Bowie Song Stories-eventen i Sonos-butikken i Berlin.
Tony Visconti og Alison Goldfrapp snakker om David Bowies kunstnerisk formative år i Berlin under Bowie Song Stories-eventen i Sonos-butikken i Berlin.

Bowie hentede inspiration fra dette natteliv, afprøvede lydgrænser og eksperimenterede med nye former for atmosfærelyd sammen med banebrydende musikere og producere som Brian Eno. Tag f.eks. “Neuköln” fra Heroes. Sangen blev skrevet sammen med Eno, og Enos boblende, pulserende synthesizer baner vej for saxofonens bløde, melodiske elegi. Det var her, Bowie skrev, indspillede og udgav de tre album, nu kendt som Berlin-trilogien: Low (1976), Lodger (1977) og selvfølgelig Heroes.

“Han fangede mine drømme, mine længsler og mit liv på disse album,” huskede Gut. “Han skildrede præcist den grå luft fra de dage: Low, Warszawa, muren, den latente fascisme, der stadigvæk var en del af Tyskland, den mærkelige ensomhed over Vestberlin, den glemte ø ved siden af Det Røde Hav.”

“Da jeg hørte ‘Heroes’ første gang, var det som at stikke hovedet ud af en virkelig hurtig bil,” sagde Goldfrapp, da hun tænkte tilbage på sin ungdom, hvor hun dansede med andre anæmiske punkere i en landsby langt fra alting. “Den svidende, summende lyd af Robert Fripps guitar og David Bowies længselsfulde, begærlige, trodsige optræden fyldte mig på en eller anden måde med sejrsrus men også med en uforklarlig tristhed.”

Goldfrapp fortsatte: “Den handlede om virkelighedsflugt – idéen om, at du kunne være, lige hvad du ville.”

“Han fangede mine drømme, mine længsler og mit liv på disse album. Han skildrede præcist den grå luft fra de dage: Low, Warschau, muren, den latente fascisme, den mærkelige ensomhed over Vestberlin, den glemte ø ved siden af Det Røde Hav.”

“Heroes” tegnede en vision om en fremtid sammen, som mange slet ikke kunne forestille sig, før muren faldt i 1989. Byen blev fyldt med nye tilflyttere fra hele verden. Og undergrundsklubberne trivedes med en tilstrømning af musikere, producere og folk, der ledte efter en flugt fra virkeligheden. Byen, der engang var dækket af en mørk historie, blomstrede med økonomisk vækst og kunstnerisk kreativitet.

Da Bowie døde d. 10. januar 2016, omkring fire årtier efter hans ophold i Berlin, samlede byen sig igen om hans sange. Døråbningen til hans gamle lejlighed i Schönebergs Hauptstrasse blev fyldt med blomster, stearinlys og beskeder, mens “Heroes” spillede fra et stereoanlæg. Sammen huskede byen den kunstner, der havde forandret musikken for evigt fra Berlins ydmyge, ødelagte gader.

“Berlin var en genfødsel for ham,” sagde Visconti. “Og han levede meget rent og simpelt her.” Væk fra rampelyset i Los Angeles og væk fra hans tidligere livs fristelser fandt Bowie en følelse af fred i Berlin og en følelse af fornyelse. I Los Angeles var Bowie fortabt. I Berlin fandt han sig selv, og mange som Goldfrapp har fundet sig selv i hans Berlin-trilogi lige siden.

“Det eneste, jeg vidste, var, at i mit hul af en by stod jeg midt på dansegulvet med en gruppe punkere, som kunne begynde at bløde og aldrig stoppe,” sagde hun, inden hun konkluderede: “Dansegulvet var livsbekræftende. Så jeg smed den del af mig, jeg ikke ville være mere, mens jeg dansede, dansede og dansede med mine helte.”

Dette indlæg er også tilgængelig i: en-au de es fr it nl no sv en-gb en