Den anarkistiske kunster Ralph Steadman står bag nogle af de mest uforglemmelige illustrationer fra det 20. årundrede. Han er også en stor musikelsker: Ud over at finpudse sine evner som amatørtrompetist har Steadman produceret sit eget album og designet adskillige originale albumcovers. Et udvalg af Steadmans arbejde bliver nu fremvist i “Gonzo Notes,” en udstilling i Sonos-butikkerne i London og New York.

Ralph Steadmans samarbejde med Hunter S. Thompson var med til at ændre journalistikkens image. Mens Ralph i høj grad er kendt for sine bidrag til Gonzo – en journalistisk stil, der radikalt ændrede den fastlagte idé om, hvad “god” journalistik var i forhold til stil og emneområde – er han mindre kendt for de albumcovers, som han har designet i løbet af årene. I sit samarbejde med så forskelligartede musikere som Miles Davis, Frank Zappa, Ed Harcourt og – for nylig Travis Scott og Quavo bag Huncho Jack – skinner Ralphs karakteristiske stil tydeligt igennem.

Ligesom hans illustrationer, der kombinerer grove penselstrøg og rikochetterende blækklatter med knivskarpe linjer og helt præcise cirkler, er han også fri og instinktiv i sin tilgang til interviews: Lange, ordrette recitationer af Shakespeare, Sylvia Plath og Edward Lear konkurrerer med voldsomme verbale angreb på verdens politiske onder.

Vi tilbragte noget tid sammen med Ralph i hans landlige idyl i hjemegnen Kent. Vi besøgte både hans pragtfulde hjem, den lokale pub og hans garage, der er blevet ombygget til et studie. Det var her, han begyndte at få styr på sine nye SONOS-højttalere, der gør det nemt for ham at skifte mellem præcis det kassettebånd, den plade eller den cd, han vil høre fra sin samling. Han talte om sine kreative processer, sit tætte forhold til musik og stort set alt, hvad han – Ralph, en af verdens største sociale entertainere – havde lyst til at tale om.

Den plade, du spiller nu, er en rar måde at starte dagen på. Hvad er det?
Det er Billie Holiday – sådan en smuk stemme. [Han begynder at sætte stemningen til det nye billede, han er begyndt på. Han skifter til en kassetteudgave af Basement Tapes af Bob Dylan et lidt mere kaotisk og på en eller anden måde passende soundtrack til de blækklatter, han er begyndt at lave på papiret.]

Lytter du til musik, når du arbejder? Måske kunne du fortælle os om nogle af dine favoritter?
Jeg kan rigtigt godt lide [Marcel] Duchamp. Han var legesyg og drillesyg. Man kan helt sikkert se paralleller mellem Gonzo og hans værker.

Hvad med det album, du selv lavede? Har du en kopi et eller andet sted?
[Han finder en singleplade af rød vinyl frem med to sange, som han skrev om Leonardo da Vinci – en af hans mest langvarige inspirationskilder.] Titlen kommer fra et Sigmund Freud-citat om da Vinci, The Man Who Woke Up in the Dark (Manden, der vågnede i mørket). Det citat inspirerede også min bog I, Leonardo – en bog om da Vinci fortalt i første person, som jeg både skrev og illustrerede. Tænk engang, Hunter sagde til mig: “Ralph! Lad være med at skrive. Du vil bringe skam over din familie.”

[Ralph sætter pladen på, og et kort og smukt øjeblik lader han sig rive med og synger med på den musik, han lavede for næsten fire årtier siden.]

Mixing colours… the parts create the whole
Mixing colours… don’t you need some magic in your soul?

Du har lavet kunst i en eller anden form i årtier nu. Bruger du stadig dit atelier?
Når jeg får lyst, ja. Nogle gange er jeg bekymret for, at jeg bare forurener med alt det nye arbejde, jeg er i gang med. Jeg ville ændre verden med min kunst. Men gjorde jeg det? Hvis jeg gjorde, var det ikke til det bedre – bare se på verden nu!

Kan du fortælle os om nogle af de nyeste projekter?
Jeg kan lide det her [han trækker et abstrakt værk ud]. Jeg hældte beskidt vand på det, hvilket havde en vidunderlig virkning. Selvom vandet skulle være virkelig beskidt og skulle sidde på i lang tid. Dét kunne jeg ikke male. Med dette værk [han går over til en tegneserielignende, men mareridtsagtig afbildning af folk klædt ud som figurer fra Disney World, som skræmmer børn], har jeg altid undret mig over personerne, altså dem, der har kostumerne på. De ser så dystre ud. Kan børn rent faktisk lide det her?

Ved du, hvem det her er? [Han peger op på et sort-hvidt billede af en nøgen mand, der har ryggen mod kameraet.]

Nej, hvem er det?
Det er Louis Armstrong! Jeg tog det i Zaire. [Ralph og Hunter blev sendt til Zaire i Afrika for at dække boksekampen mellem Muhammad Ali og George Foreman. Men de nåede aldrig hen til kampen, fordi Hunter havde solgt billetterne for marihuana, så Ralph var nødt til at illustrere kampen via fjernsynet i hotellets bar. Helt præcist hvordan en nøgen Louis Armstrong passer ind i alt dette, blev aldrig helt klart.]

Det lyder som om, dine kreative dage er en smule anderledes, end dengang du tog rundt på hoteller i Zaire?
Ja, selvfølgelig. Det er de nødt til at være. Jeg kunne ikke skrive nogen af de her bøger igen [han gestikulerer til kopier af sin bog, I, Leonardo]. Jeg tegnede faktisk coveret til den i det her hus. Så flyttede vi studiet til hvor min datter Sadie bor i dag, og til sidst ind i garagen, hvor det er nu.

Men du laver stadig bestillingsværker ind imellem, ikke?
Ja, det gør jeg. For eksempel til The Who. Kan du huske Brian Auger and The Trinity? Julie Driscoll? Jeg lavede en tegning af dem, hvor de dansede på gaden, og det var næsten som et Hogarth-billede.

Men dit nyeste projekt er måske et af de mere uventede musikalske samarbejder, du har involveret dig i. Hvad tror du tiltrak rapperne Travis Scott og Migos’ Quavo bag Huncho Jack til dit arbejde?
Det ved jeg ikke rigtigt. Måske alt, hvad der er rodet – enhver, der kan lide rod, bliver tiltrukket af det. Måske er der en undergravende modkultur i gang. De ville have den der Fear and Loathing in Las Vegas-ting – den der gonzo-ting – flagermusene, kaktusserne og de lige linjer.

Inden jeg gik i gang med at arbejde på albumcoveret, var det meningen, at Travis skulle ringe til os kl. syv om aftenen. Og vi endte med at sidde rundt om telefonen i køkkenet og vente og vente og vente! Imens vi ventede, skrev jeg faktisk et digt. Det står i min notesbog.

Vil du læse det for os?

No long wait, dude on the run,
Sitting here wondering, having no fun.
Rap out a song, meaning to call you,
No number to do that, where the fuck are you?
Could be a winner, could be a lot,
Could be a hitter, Travis Scott.
Scott on the landscape, Scott in shit,
Scott said he’d ring me about a disc pic.
This is no rap, this is no dice,
This is a torture, worse than head lice.
Give me a signal, give me a sign,
Give me an eye-poke, give me more wine!

De burde have haft dig med på albummet.
Ja, de kunne have rappet det, kunne de ikke?

Mange af de ord, der bruges til at beskrive din kunst, bliver ofte forbundet med bestemte typer musik, såsom vild, surrealistisk og med sort humor. Er du nogensinde stødt på musik, du føler afspejler dit visuelle arbejde på en eller anden måde?
Jeg lytter meget til den østrig-ungarske komponist György Ligeti. Jeg er også vild med Trumpet Voluntary, spillet af Willem Breuker og hans Kollektief. Kender du Breuker? Melodien er sådan her [han efterligner en velkendt trompetmelodi med munden]. Men deres trompetist, hvis navn jeg ikke kender, spiller den, og den lyder sådan her i slutningen [han efterligner en vild, fri-jazz/avant-garde-lignende række trompettoner]. Det er staccato, men så går det helt agurk – går i alle retninger. Lidt ligesom blæk.

Dette indlæg er også tilgængelig i: en-au de es fr it nl no sv en-gb en