For Sebastian Bagge og Julio Rölle – bedre kendt som den Berlin-baserede kunstduo 44flavours – er leg kernepunktet i al kreativitet.

Eklektisk, idiosynkratisk, kaotisk og samtidig dygtigt komponeret og legende. Musikanmeldere bruger tit disse udtryk, når de anmelder album. Men udtrykkene egner sig lige så godt til at beskrive værkerne fra 44flavours – den Berlin-baserede kunstduo/multimediegruppe, som består af Sebastian Bagge og Julio Rölle.

Siden de slog sig sammen i 2003, har de to venner opnået international anerkendelse for deres kreative brug af farver, genbrugsmaterialer og abstrakte motiver på projekter, der trækker tydelige linjer til deres respektive baggrunde inden for grafisk design og graffiti. Deres samarbejde spænder fra brochurer og illustrationer til vægmalerier og eksperimentel installation.

Selvom de har travlt med at rejse verden rundt, var vi så heldige at få disse talenter til at hjælpe os med at forvandle et af lytterummene i den nye Sonos-butik i Berlins Mitte-distrikt. Med deres signaturenergi bragte de hjemmekonceptet til live i den kompakte kapsel ved brugen af dynamiske farver og geometriske former på væggene.

Mens vi var i gang med det afsluttende arbejde på butikken, var Bagge og Rölle så venlige at invitere os hen til deres studie, der også ligger i Mitte. Vi satte os midt i deres samling af finurlige genstande for at tale om den kreative proces, og hvor de finder deres inspiration.

Fortæl os lidt om jeres studie. Hvordan fandt I det?
Vores studie har en afslappet atmosfære, og vi har plads nok til at arbejde på alle vores projekter. Når vi ikke har vi travlt, slapper vi bare af her, lytter til musik og taler om nye projekter. Nogle gange inviterer vi vores venner. Der kommer også mange studerende og besøger studiet. Kunder og samlere kan også godt lide at komme forbi og tale om vores arbejde. Det er vigtigt for os at have disse udvekslinger med andre.

Vi flyttede ind her for ca. to år siden, efter at vi havde tilbragt næsten ti år i et lokale i Kreuzberg lige ved Moritzplatz. Ejerne ville hæve vores leje til det tredobbelte uden overhovedet at renovere stedet. Så vi synes, at det var tid til at finde noget andet. Vi var så heldige at finde dette sted til en rimelig pris, og vi deler det med et par gode, talentfulde venner. Studiet er nærmest som en forlængelse af vores stue. Når vi ikke rejser og laver projekter i udlandet, er vi her næsten altid.

Vi har også et andet studie – det er mere et stort tomt rum – som vi kalder Raum Vollreinigung, hvor vi arbejder på store malerier og skulpturer og arrangerer udstillinger hver måned. Det deler vi med Clemens Behr og Julius Dörner. Vi er virkelig heldige at have disse lokaler, hvor vi kan udvikle alle vores skøre idéer.

Har I nogensinde behov for at komme ud af studiet for at få inspiration?
Vi elsker vores frokostpauser. Vi har brug for dette øjeblik på dagen til at tale tingene igennem. 90 procent af tiden går vi ud og spiser frokost med vores venner eller kollegaer. Vi rejser også en masse pga. vores udstillinger. Vi elsker at opdage nye steder. Det føles som om, vi har venner overalt nu.

Hvordan påvirker jeres omgivelser jeres proces?
Vi elsker at være omgivet af ting og sager. Ting, vi har fundet, gaver, kunstværker, bøger, planter og alle mulige mærkelige, tilfældige genstande. De er en del af os, og på en eller anden måde gør de os og vores værker komplette. Vi har ikke brug for en tabula rasa for at udvikle nye værker. For alt det, vi skaber, er på en eller anden måde forbundet. Vores arbejde er enten en videreudvikling af noget eller baseret på noget, vi har lavet før. Og dette kunstarbejde udvikler sig konstant.

Hvad tiltrak jer ved nogle af disse genstande?
Vi kan lide smukke, mærkelige, anderledes genstande. Vi sætter stor pris på folkekunst og kunst lavet af vores venner og kollegaer. Vi elsker bøger og håndlavede magasiner. Vi elsker ting, der fortæller en historie: et postkort fra en ven eller en bog fra en kunstner, en designer eller en arkitekt, vi kender. Indimellem køber vi bøger eller får tilsendt eksemplarer af nogle, vi er med i.

Vi kan lide gamle kasserede ting. De er tit inspiration til vores skulpturer. Nogle gange er en ting kun interessant set i forhold til noget andet, hvilket er grunden til, at vi elsker at samle genstande. Vores studie er et stort mood board med fysiske objekter, og det er i konstant vækst. Men der er system i vores kaos. Det er der nødt til at være. Vi arbejder nemlig med alle mulige slags værktøjer og materialer, og vi skal kunne finde tingene, når vi har brug for dem.

Hvilken rolle spiller musik i jeres kreative proces?
Musik er helt sikkert en kæmpe inspiration for os. Vi har en masse musikervenner, og gennem årene har vi haft det privilegium at designe mange LP-covers. Vi elsker at finde og dele ny musik. Og det er derfor, vi har et igangværende projekt med vores kammerat Lukasz Polowczyk fra initialsLP. Vi opfordrer forskellige musikere til at lave Mixtapes, og så laver vi covers til dem og udgiver dem på Mixcloud.

Hvilken slags musik kan I lide? Er der nogen yndlingsalbum eller nye kunstnere, I har lyttet til på det seneste?
Det afhænger virkelig af, hvordan vi har det, hvilken slags stemning, vi har brug for i et givent øjeblik, og om vi arbejder på computeren eller manuelt. For nylig designede vi coveret til den digitale udgave af et projekt for vores ven Simon Houghton (alias Sneaky) kaldet Wooden Leg. Det er eksperimentel, improviseret instrumentalmusik, som blev indspillet direkte på en analog 8-spors båndoptager. Sneaky har også lige udgivet et andet album kaldet Lost and Found. Vi anbefaler begge album virkelig meget.

Har I nogen kommende projekter, I glæder jer til?
Ja! Vi er i gang med at forberede en installation til et nyt kontorfællesskab i Kreuzberg.

Det bliver en assemblage lavet af træ, der er skåret i forskellige former og monteret på væggen i indgangen til bygningen.

Et andet spændende projekt er en arkitektur- og kunstintervention. Vi blev i bund og grund bedt om at finde på en idé til et hus, som integrerer beboernes stemmer. Vi har flere forskellige idéer men er ikke helt sikre på, hvilken vi vil virkeliggøre.

Og så arrangerer vi selvfølgelig også næste måneds forestilling på Raum Vollreinigung, som bliver den første soloforestilling for vores ven Lenia Hauser. Vi tager også til Salzburg for at undervise på universitetet der, hvilket vi gør hvert år. Derefter afholder vi en workshop på universitetet i Kiel. Midt i juni tager vi til München for at bygge et scenesæt i samarbejde med Schauburg. Efter det skal vi arbejde på en installation til Watt En Schlick Fest. Det stopper faktisk aldrig!

Følg 44flavours på Instagram for at holde dig opdateret og se disse kommende projekter blive realiseret.

Dette indlæg er også tilgængelig i: en-au de es fr it nl no sv en-gb en