unknown imageunknown image placeholder
Lyde

Things That Stuck: The Mandalorians komponist om sæson 2 og hans nye station på Sonos Radio

Steven SaftigGlobal Head of Editorial

Selvom den Emmy-vindende musik, som Ludwig Göransson komponerede til The Mandalorian, fremmaner en mands ensomme rejse, har Göranssons egen rejse været beriget med langvarige venskaber (Ryan Coogler, Donald Glover), frugtbare samarbejder (Jon Favreau, Christopher Nolan) og en iver efter at integrere et internationalt udvalg af musikalske kulturer, stilarter og udtryk i sit eget liv og arbejde. Göransson tager lidenskabeligt alle aspekter af lyd til sig – hvad enten det drejer sig om brugen af de organiske, taktile instrumenter, han lærte at spille på som barn, eller samarbejdet med Sonos' tekniske team om at justere Arc. Hans nye station på Sonos Radio, Things That Stuck, har premiere i dag. I dette interview fortæller han om, hvad der inspirerede hans station, hvordan han vidste, at han ville vinde sin Oscar, sekundet før hans navn blev råbt op, og hvorfor han er så begejstret for sæson 2 af The Mandalorian.

Det øjeblik, hvor han endelig hørte orkestret spille den musik, han havde komponeret til den første sæson af The Mandalorian, var noget ganske særligt for Ludwig Göransson. "Med orkestret er det første gang, at musikken kommer til live," sagde han. "Du har 70 eller 80 af de bedste musikere i verden, der spiller sammen, ånder sammen og lægger al energi i deres instrumenter. Og det er i det øjeblik, det begynder at føles menneskeligt." Indtil det øjeblik havde han mest arbejdet med musikken på egen hånd og nusset og puslet om den. I projektet med The Mandalorian havde han arbejdet på musikken i syv måneder, før prøverne med orkestret begyndte. Der var høje forventninger. Musikken til den første Star Wars-serie med live action skulle komplementere Jon Favreaus unikke vision for serien og samtidig kunne måle sig med John Williams' elskede og berømte musik til de oprindelige film. Så det øjeblik, hvor det hele gik op i en højere enhed med orkestret, var gribende. "Jeg tror, at det er det nærmeste, jeg kommer til at føde et barn," sagde han.

Som i det meste af Göranssons karriere var det næste, der skete, mere et samarbejde. "En af de mest tilfredsstillende dele af processen er at være i samme rum som orkestret og forme det til noget, som du ikke vidste, eksisterede – noget, du ikke troede, det kunne lyde som," sagde han. "Du kan tage en idé og – når du samarbejder med et fantastisk orkester – fortælle dem historien og beskrive, hvad musikken skal betyde, og så kan du høre, hvordan det former deres udførelse."

Skabe følelser gennem musik

Star Wars-universet har defineret "fremtiden", siden Göransson var barn. Men da tiden var inde for ham til at skabe musikken til The Mandalorian, valgte han bevidst en mere organisk metode. "Jeg ville finde den fornemmelse, jeg havde som barn, da jeg så Star Wars for første gang," sagde han. "Den eneste måde, jeg kunne genfinde den fornemmelse, var ved at lade computeren stå og bruge virkelige instrumenter – instrumenter, jeg kunne røre ved." Göransson startede med et instrument, som mange kender fra musikundervisning i skolen – basblokfløjten. "Den havde den her virkelig unikke lyd, som jeg straks blev tiltrukket af," sagde han. "Så jeg begyndte at improvisere med den en dags tid, og det er de allerførste toner, du hører i temaet til The Mandalorian."

På baggrund af de indledende samtaler med Favreau vidste Göransson, at serien skulle fremmane en ensom rejsende. Derfor tog Göransson selv på en form for rejse, hvor han tilbragte timevis alene i et studie fyldt med instrumenter. "Jeg ville have musikken til at være meget direkte og intim. Og jeg ville have den til at føles meget lille i begyndelsen. Efter at have fundet frem til riffet med blokfløjten fik jeg den idé at lægge et hjerteslag under den. Så jeg tog fat i trommen og tilføjede en hjerteslagslyd. Så kom turen til klaveret, hvor jeg skrev basgangen. Næste stop var min elguitar, hvor jeg skrev den første melodi med noget forvrængning på. Jeg lukkede mig simpelthen inde i mit studie i en måned og gik fra instrument til instrument."

Selvom musik er dybt rodfæstet i hele Star Wars-universet, er den endnu mere essentiel i forbindelse med The Mandalorian. "Musikken er The Mandalorians ansigtsudtryk," sagde Göransson. "Du ser aldrig hans ansigt, for han bærer altid en hjelm. Du hører kun hans stemme og ser hans kropssprog. Så musikken er helt afgørende for at fortælle historien om, hvad han føler."

For at sikre, at musikken passede perfekt til seriens højteknologiske look and feel, arbejdede Göransson tæt sammen med lydteamet. "For mig går lyd og musik hånd i hånd," sagde han. "Med nutidens teknologi kan vi manipulere lyde. Vi kan tage noget, som alle kender, som for eksempel lyden af The Mandalorians støvler, og så omdanne det til en del af musikken. Vi kan bruge den nye teknologi på så mange måder sammen med lyd og forvandle lyde til musik, hvilket giver lyttere og publikum en ny og anderledes oplevelse – noget, de aldrig har hørt før."

Göranssons egen begejstring for den anden sæson af serien kan tydeligt mærkes. "Vi udforsker så meget nyt," sagde han. "Vi møder en masse nye karakterer og ser ting, vi aldrig har set eller oplevet før. Så du ved, at det her er starten på en virkelig spændende tur."

unknown imageunknown image placeholder

Samarbejde gennem musik

Et af Göranssons første store jobs i Hollywood var musikken til NBC-serien Community. Under arbejdet på serien blev han gode venner med Donald Glover, en af seriens stjerner. Glover var imponeret over Göranssons baggrund i klassisk musik og jazz, og de begyndte at arbejde sammen om musikken til Glovers alter ego, Childish Gambino. Samarbejdet blev belønnet med fire Grammyer for sangen "This is America" og den ledsagende musikvideo.

Ud over at vinde ham priser har bredden af Göranssons værker også haft væsentlig indflydelse på hans unikke filmmusik. "Jeg bringer indsigt fra alt, hvad jeg foretager mig, med ind i musikken. Jeg kan for eksempel tage idéer fra pladeproduktion med mig ind i filmproduktion. Jeg synes, det er fascinerende, hvordan man kan blande universer sammen og få det til at fremstå som noget nyt."

Partnerskabet, der i sidste ende resulterede i Göranssons Oscar, startede endnu tidligere end hans samarbejde med Glover. Mens han deltog i filmmusikprogrammet på University of Southern California (USC), fik Göransson kontakt til instruktøren Ryan Coogler, der også studerede på USC, over et spil pool til en fest. De to klikkede med hinanden, mens de diskuterede deres foretrukne svenske hiphopartister, og Coogler bad Göransson om at skrive musikken til sin universitetsfilm Locks. Senere skrev Göransson musikken til to andre Coogler-film, som var mere højprofilerede: Fruitvale Station fra 2013 og Black Panther fra 2018. Göransson sagde: "Jeg har været heldig med at lære så mange nye ting i alle de projekter, jeg arbejder på. Jeg bliver inspireret af noget nyt hver gang. For eksempel fik jeg i Black Panther ikke kun kendskab til ny musik, men jeg fik også indblik i musikkens betydning i forhold til afrikansk kultur. Jeg fik livslange venskaber med mange af de musikere, der indspillede filmmusikken, som jeg stadig taler med hver uge, hvor jeg hører mere om, hvad musik betyder for dem. Musik har givet mig så mange nye venskaber og har åbnet min verden på måder, jeg aldrig havde forestillet mig."

Göransson fik sin første Oscar for sit arbejde på Black Panther. Selvom han blev fuldstændig overrasket over denne ære, fik han en lille fornemmelse af, at han ville få overrakt statuetten, sekundet før hans navn blev råbt op. "Prisen blev overrakt af Tessa Thompson og Michael B. Jordan, som jeg havde arbejdet sammen med på Creed," sagde han, med henvisning til filmen, han skrev musikken til i 2015. "Jeg kan huske, at jeg så deres reaktion, da de åbnede konvolutten, så jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville vinde. Det var surrealistisk."

unknown imageunknown image placeholder
unknown imageunknown image placeholder

Samtale gennem musik

"På en måde er radiostationen en sammensmeltning af de musikoplevelser, der har ført mig til dette øjeblik i minrejse som kunster," sagde Göransson med reference til sin nye station på Sonos Radio, Things That Stuck. Göranssons brede musiksmag gør ham perfekt til at udvælge musik til en station på Sonos Radio. "Det har betydet virkelig meget for mig, at jeg er blevet præsenteret for så mange forskellige genrer, stilarter og slags musik fra forskellige steder i verden," sagde han. "Og jeg tror, at jeg var åben for det, fordi jeg mødte mennesker, jeg relaterede til, og når du relaterer til nogen, lytter du på en anden måde til det, de har at sige. Jeg lyttede til deres musik, og det hjalp med at forme mig til den komponist, jeg er, og den person, jeg er blevet." Han fortsætter: "Så der er alle mulige forskellige musikgenrer på Things That Stuck, og vi kommer virkelig rundt over det hele. Og det siger jo nok også noget om den musik, som jeg skriver. Jeg prøver at krydse genrer og kombinere forskellige instrumenter, som man ikke er vant til. Jeg elsker at eksperimentere med det."

Things That Stuck tilbyder en blanding af musik, der har haft indflydelse på Göranssons arbejde, kunstnere, han har været producer for, og de sange, der har inspireret ham personligt. Stationen rummer alt lige fra klassisk musik, jazz og filmmusik til indie og hård rock. "Det er de lyde, sange og melodier, som er blevet siddende i min hippocampus," sagde han. "Det er en del af mit sprog. Det er ting, som fra begyndelsen blev givet videre til mig af min far, fordi det var på den måde, jeg blev introduceret til musik. Også sange og artister fra sociale oplevelser som at møde venner, have et band eller sidde med min bedste ven og spille musik for hinanden i stuen eller i bilen, fordi det var der, det gode musikanlæg var." Når det lanceres i bredere kredse, debuterer soundtracket fra sæson 2 af The Mandalorian på Things That Stuck sammen med Göranssons eksklusive historier fra bag kulisserne.

Göranssons mangeårige forhold til Sonos er rodfæstet i hans påskønnelse af lyd. "Når du ser en film, er lyden en kæmpe del af oplevelsen," sagde han. "Gennem mange af de instruktører, jeg arbejder sammen med, har jeg lært, hvor vigtig lyden er for dem. Og det har også påvirket min karriere på markant vis." Da Sonos nærmede sig de afsluttende stadier af tuningen af Arc, inviterede de Göransson til at komme med feedback på, hvordan den nyeste soundbar håndterede hans Oscar-vindende musik til Black Panther. Göransson ville først fokusere på en bestemt scene – kampscenen ved vandfaldet mellem T’Challa og Killmonger. "Det var en af de mest komplicerede scener, jeg husker at have været med til at mixe," sagde han. "Der er et buldrende vandfald med tung bas under hele kampen, hundredvis af tilskuere, filmmusikken og lydeffekter gennem hele scenen. Så hvordan kan man holde alle disse lyde fra hinanden? [Da vi afprøvede Arc], afspillede vi den scene igen og igen, og det var spændende at se, hvordan Sonos' teknikere kunne foretage justeringer af Arc lige på stedet. Til sidst føltes det, som om der var et rigtigt vandfald bag TV'et og musikken var ude foran. Det hele blev en harmonisk helhed på en måde, jeg aldrig har hørt før på et TV."

Skabe forbindelser gennem musik

Ud over at høre Göranssons musik til hele sæson 2 af The Mandalorian kan du også høre hans musik i Christopher Nolans Tenet. Som det har været tilfældet i mange af hans tidligere samarbejder, skabte Göransson og den populære instruktør et fælles sprog og tillid gennem musik. "Med Tenet læste jeg manuskriptet og havde så et møde med Chris [Nolan], hvor jeg kunne stille en masse spørgsmål," sagde han. "En af de ting, vi gjorde under vores første møde, var at spille musik for hinanden – han spillede musik, som havde inspireret ham, og jeg spillede musik, der har inspireret mig gennem hele mit liv. Det var en kæmpestor hjælp til at lære hinanden at kende at have den samtale og spille musik for hinanden. Og det blev fundamentet for vores samarbejde."

Selvom han ikke har et orkester til rådighed, når han er hjemme, fylder musikken også meget i hans personlige liv. "Der er altid musik i vores hus. Min hustru, Serena, er violinist, og hun spiller altid, eller også spiller vi sange for vores etårige," sagde han. "Musik er noget, vi hele tiden snakker om eller lytter til."

Oplev det inspirerende musikalske landskab inde i Ludwig Göranssons hoved ved at lytte til Things That Stuck, som er tilgængelig nu på Sonos Radio. Og se den nye sæson af The Mandalorian, der starter den 30. oktober, på Disney+.

Læs mere

unknown imageunknown image placeholder

Design

When to Roam, When to Move.