Fokus på Kvindernes Internationale Kampdag

Tech-branchen af i dag føles mere og mere som musikindustrien af i går, så der skal arbejdes hårdt på at forandre tingenes tilstand.

 

Jeg glemmer aldrig den aften, jeg besluttede, at jeg var færdig med musikbranchen. Jeg havde brugt størstedelen af 90’erne som sanger og bassist i et band, der spillede koncerter rundt i hele USA. Ud over at stå på scenen var det også mig, der ordnede den forretningsmæssige side af sagen – jeg sørgede for at vi blev betalt og forhandlede sågar også en kontrakt med et pladeselskab.

I 1999 havde jeg ikke længere tal på alle de spillesteder, hvor vi havde optrådt – og heller ikke på alle de arrogante lydteknikerfyre, der havde behov for at mansplaine min forstærker for mig under lydtjek. Og jeg var træt. Træt af at blive talt ned til. Træt af at kæmpe for de penge, jeg tjente. Træt af at prøve at blive hørt, når jeg stod på scenen (tak igen, lydteknikerfyre), såvel som når jeg havde fri.

Dråben, der fik bægeret til at løbe over, kom et eller andet sted i Florida. Efter koncerten skulle jeg som sædvanlig ordne betalingen med arrangøren. Vi havde spillet for fuldt hus. Og det vidste jeg, for jeg havde talt publikum under koncerten. Jeg regnede ud, hvor meget vi skulle have – og kunne se, at beløbet foran mig var for lavt. Alt for lavt. Da jeg gjorde ham opmærksom på “fejlen,” lagde han hånden på min nedre ryg og sagde: “Skat, lad mig forklare dig, hvordan det her fungerer…”

Jeg var rasende og hørte ikke et eneste ord, han sagde derefter. Jeg kunne kun høre stemmen bagest i mit hoved, der sagde: “Du er fandme for klog til det her.”

Oppe mod musikindustrien.

Det var ikke nemt at være en kvinde i musikindustrien dengang – sikkert fordi der ikke var så mange af os. De eksempler på succes, vi havde, var utroligt vigtige for os: PJ Harvey, Carrie Brownstein, Bettina Richards, Kim Deal og Kim Gordon. Men der var for få, som klarede det på længere sigt. Og ind imellem virkede det som om, det kun kunne lade sig gøre, hvis man var gift med en anden fra bandet. Og selv hvis du var gift, måtte du finde dig i, at din mand plaprede løs om dine “humørsvingninger” til pressen. Alt i den musikalske verden var domineret af mænd. I hele den tid, jeg var i branchen, husker jeg kun at have arbejdet med én kvinde på forretningssiden: en pr-konsulent.

Nu – næsten 20 år senere – har kvinder stadigvæk for mange af de samme oplevelser som mig i musikbranchen. Det er ikke for at bagatellisere de betydelige fremskridt, der er sket på det seneste, men branchen udgøres stadigvæk af ca. 80% mænd. Se bare på Grammy Awards: I de sidste fem år har 90% af de nominerede været mænd. Det afspejler ikke den mangfoldighed, der er på min “Sidst afspillet”-fane.

Anden branche, samme problem.

Det første dotcom-boom lokkede mig ind i forretningsverdenen. Tech-branchen var begyndt at tage fart, og Fast Company-magasinet blev udgivet for første gang. Det var der, jeg fandt ud af, at kreativitet blev værdsat i erhvervslivet. Inden midten af 90’erne var kreativitet noget, der var forbeholdt reklamebranchen. Men da en ny kultur fik fodfæste i forretningsverdenen, skete der en markant forandring i den måde, folk forholdt sig til arbejde på. Vi behøvede ikke at tage et jakkesæt på og lade som om, vi var noget andet, end det vi var. Pludselig kunne vi være os selv.

Men selvom ledelsen byttede jakkesættet ud med en hættetrøje, slap vi ikke for den gamle, falloscentrerede måde at drive forretning på. På en måde er tech-branchen blevet som musikindustrien. Programmører og CEO’er kalder endda sig selv for “rockstjerner.” Men på trods af, at tech-branchen ser progressiv ud på overfladen, er der ikke megen innovation at spore, når det kommer til kønsdiversitet og chikane.

Hver uge er der en ny overskrift, som løfter sløret for det mandschauvinistiske kammerateri i Silicon Valley: “Problemet med kønsdiskriminering i tech-branchen”; “Sexisme i Silicon Valley holder kvindelige grundlæggere nede”; “Silicon Valleys dårlige kultur starter med venture-kapitalisterne.”

Afsløringerne om tech-branchen har allerede resulteret i, at virksomheder ændrer deres politik, og at magtfulde personer mister deres job. Det er fristende at tænke på disse straffe som, at retfærdigheden sker fyldest. Men gennemgribende forandringer tager tid og meget, meget mere arbejde.

Der er en verden uden for Silicon Valley. Hvem kunne vide det?

Da jeg forlod musikindustrien, troede jeg, at jeg kunne lægge alt det skidt bag mig – chauvinismen, kvindehadet og chikanen. Og det har jeg gjort. Men når jeg kigger på overskrifterne og lytter til andre kvinder, står det helt klart, at tech-branchen stadig har langt endnu. Selvfølgelig er der regressive og progressive kræfter i alle brancher. Jeg er så heldig at befinde mig i en af de sidstnævnte.

Sonos er ikke en stereotypisk techvirksomhed. Og jeg tror, at en af hovedårsagerne er, at vores grundlæggere traf en meget bevidst beslutning om at starte virksomheden uden for Silicon Valley – og blive der. Kulturen hos Sonos siver ned fra toppen. Vores ledere arbejder hårdt på at være kvindernes ægte allierede.

Det betyder ikke, at Sonos er en slags utopi for ligestilling mellem kønnene. Vi lever i den samme verden som alle andre. Men vores ledere lader ikke deres daglige arbejde gå i vejen for at håndtere problemstillinger og sætte ting i værk – som f. eks. vores Boom Boom Room på Consumer Electronics-messen – for at skabe større ligestilling i de to brancher, vi forener: teknologi- og musikbrancherne.

#PressforProgress.

Sonos fejrer Kvindernes Internationale Kampdag. Det er en dag, der ærer kvinders mange kulturelle, økonomiske, teknologiske, politiske og sociale bidrag til verden. Ud over de tiltag vi har gjort i hele virksomheden som led i vores Listen Better-initiativ, skaber vi også plads til vigtige diskussioner og til en fælles platform for kvinder.

Vores flagskibsforretning i New York danner rammen, når vi slår os sammen med ARTICLE 19 i deres #SpeakingUp-initiativ og holder debataften vedrørende bekæmpning af den online-trolling, som så tit rammer kvinder, der taler for ligestilling mellem kønnene. Desuden samarbejder vi med shesaid.so og organiserer en paneldiskussion i London for at fejre kvinder i musikindustrien og skabe et netværk for dem via mentorprogrammer. I Benelux-landene arrangerer vi en rundbordsdebat om ligestilling og mangfoldighed inden for musik samt indsatsen for at opnå en 50/50-fordeling mellem kønnene på hollandske musikfestivaller inden 2022. Hold øje med dette i en ny episode af podcasten Sonos Deep Dive.

Og for rigtig at få dig i ned-med-patriarkatet-stemning kan du lytte til vores playliste International Women’s Day 2018. Den er oprettet af kvinderne hos Sonos og indeholder nogle af de største kvindelige kunstnere og producere.

Innovation for fremtiden.

Med “Me Too”-bevægelsen føles det, som om vi står på tærsklen til en transformation. Alle ønsker, at intet bliver som før. Og ja, nogle af de grove manifestationer af sexchikane vil sikkert forsvinde som resultat af bevægelsen. Men vi har brug for mere omfattende fremskridt. Et bredere spektrum af rollemodeller. Flere kvindelige ledere. Flere gode mænd, der går med i kampen. Større gennemsigtighed. Flere praktiske værktøjer til forandring.

Det et let at blive rasende over slibrige overskrifter, og det føles godt at marchere. Lad os endelig blive ved med det. Men en ægte forandring kræver hårdt arbejde. Så lad os gøre det sammen og få det til at vare ved.

Med solidarisk hilsen

Joy Howard
CMO

Dette indlæg er også tilgængelig i: en en-gb en-au fr de it es nl sv no