Karen Kimmel og James Bond er begge kreative kraftcentre. Kimmel er multikunstner og arbejder desuden som konsulent for en række store brands. Bond er grundlægger af kult streetwear-mærket Undefeated. De deler et halvtresserhjem i Los Feliz med deres to børn og en stor samling nutidskunst.

Karen, du arbejder med utroligt mange forskellige ting. Kan du beskrive dit arbejde?
Karen: Folk kan godt lide kategorier. Det gør dem trygge, fordi de gør det lettere at definere ting. Men som kunstner foretrækker jeg at gøre brug af mange forskellige fora. Jeg kan lide at være åben i min tilgang, men det er altid tegning, der får idéerne frem og tingene til at ske. Det visuelle har altid været min måde at forstå verden på. Min måde at lære om ting på.

Hvordan bruger du din tid i studiet?
Karen: Jeg er ekstremt pertentlig og præcis. Det er godt på mange måder, men det kan også nogle gange begrænse mig. Som regel organiserer jeg først tingene i mine tanker. Dernæst begynder jeg at tegne. Så klipper jeg former ud og flytter rundt på dem. Til sidst sætter jeg større idéer og koncepter sammen.

I mange år har du arbejdet med noget, du har kaldt ‘sociale skulpturer’. Hvorfor er det så vigtigt for dig, at arbejde med fællesskabet?
Karen: Mine sociale skulpturer var usædvanlige, da jeg begyndte at arbejde med dem. Jeg satte scenen og skabte et kontrolleret system. Derefter bragte folk det til live. Faktisk er det noget, virksomheder gør brug af i dag. De vil også sætte scenen. De vil skabe en oplevelse og få brugerne til at bringe den til live. Det er mærkeligt, at min kreative måde at gøre tingene på, endte med at gøre mig i stand til at arbejde i den kommercielle verden. Kunst skal servicere samfundet – det er dens pligt. Vores samfund tørster efter energi, kreative idéer og alternative løsninger. Kunstnere kan være ambassadører for det.

I er begge gode til at bygge brands. Undefeated har netop fejret 15 års fødselsdag.
Hvordan har du klaret dig så længe, James?
James: Hvis du er autentisk og står for noget, så er det tidsløst. Undefeated betyder en masse for en masse forskellige mennesker. For nogen betyder det, at de kan stå ud af sengen om morgenen og føle, at de har begge ben på jorden. For folk, der overgår deres egne forventninger til livet, er hver dag som ekstra flødeskum på toppen. For dem, der kæmper med personlige eller psykiske problemer, er det netop det, de har brug for, for at komme videre. For dem er det ikke: “Jeg vandt i dag”. Det er mere: “Jeg kom igennem endnu en dag. Jeg får lov til at ånde frit en dag mere.”

Hvordan har det, at I bor i Los Angeles haft indflydelse på jeres arbejde?
James: Undefeated er baseret på den californiske livsstil. L.A. er det vilde vesten. Der er stadig uopdagede områder. Hvis du kommer her med en østkyst-mentalitet, får du svært ved at falde til.

Hvordan har det, at I er forældre, haft indflydelse på jeres arbejde?
Karen: Jeg udvikler mig stadig. At få børn ændrer mennesker og den måde, de tænker på. At være mor er en aktiv proces. Det er uundgåeligt, at det får indflydelse på den måde, jeg ser verden på. Jeg føler et større ansvar over for mine omgivelser og for mine børn. Jeg er ansvarlig for dem.

Hvilken slags musik hører I typisk i huset?
James: Det er meget forskelligt – det kan være, at Pandora spiller D’Angelos-stationen, eller Donald Fagen. Jeg kan godt lide tidlig soul og R&B. Jeg voksede op i Philadelphia, så vi er alle vant til den der Philadelphia-sound. Jeg prøver at få det med i mixet. Sent om aftenen spiller vi Gil Scott-Herons radiostation eller Chet Baker. Bare noget helt afdæmpet. Det er tit en kamp mellem, hvad børnene vil høre, og hvad vi vil høre.

Karen: James og jeg er ret enige, hvad angår musiksmag. Jeg elsker old school hiphop, som A Tribe Called Quest og De La Soul. Men jeg lytter også til det, min datter spiller. Jeg tror aldrig, jeg ville have hørt Chance the Rapper, hvis det ikke var for hende. Det holder mig ung, og jeg kan følge med i, hvad hun kan lide. Det er noget, vi kan dele.

I har Sonos i alle rum. Hvordan oplever I, at musikken bevæger sig gennem huset?
Karen: Som regel har vi forskellige kilder med musik kørende, særligt når børnene laver lektier. Det er ikke som i vores tid med subwoofere og store lydanlæg. Det er blevet mere raffineret med små, intime systemer. Alle kan både have private øjeblikke og mødes som en familie.

I flyttede hertil i 2001. Hvad overvejede I, da i indrettede stedet?
Karen: Vi ville skabe et sted, som var nemt at bruge og være i. Vi ville ikke have stadsstuer, som kun må bruges ved særlige lejligheder. Det skulle være hyggeligt, så alle gerne vil være her. Skolen er super intens for børnene, og arbejdet kan også fylde meget. Når man kommer hjem, har man brug for bare at kunne sige: “Wow! Hvor er det godt at være her.”

Hvordan er en typisk aften her hos jer?
James: Forskellige måltider til alle. Og derefter trækker nogle sig tilbage og bearbejder dagen, mens andre flokkes og griner i et af værelserne. Alle har et ret hektisk skema, selv børnene med idræt og skole. Vi vælger en person at smådrille hver aften for at lette stemningen. Dele ud af kærligheden.

Med alle de forskellige måder, man kan høre musik på i dag, lytter I på en anden måde end før i tiden?
James: Før i tiden lyttede jeg til CD’er, men i dag hører vi en masse Pandora- eller Spotify-playlister. Det fjerner gætterierne, og ind i mellem opdager man en ny kunstner, man ellers ikke ville have lært at kende. Vi bruger også Mixcloud. Så søger jeg på stoner rock, desert rock eller doom metal. Det er bare baggrundslyd for mig, men det irriterer af og til børnene.

I dag er det en stor luksus ved teknologi, at den går i et med baggrunden. Begge jeres børn kan finde ud af at håndtere Sonos og spille musik på deres værelser.
Karen: Ironisk nok beder jeg ind i mellem mine børn om hjælp. De er så kloge. De er vokset op med teknologi, og det ser så elegant ud, når de uden problemer integrerer den i deres liv.

Dette indlæg er også tilgængelig i: en en-gb en-au fr de it es nl sv no