Musikeren Andrew Bird og designeren Katherine Tsina er tilflyttere fra New York. De elsker deres nye LA-livsstil. Bird er en anerkendt singer/songwriter og violinist. Katherine Tsina er designer for Avion. De bor og arbejder i et stort, spansk-inspireret hus fra 1920erne i Los Feliz med deres lille søn.

Andrew, du har skrevet følgende i The New York Times: “En melodi insisterer på sit behov – på at få de rigtige ord.” Kan du fortælle lidt om, hvordan du skriver dine tekster?
Andrew: Når melodien er på plads og har fået sin form, så åbner jeg bare op og lader ordene strømme og ser, hvilke der hænger fast. Ord kan være drilske. Tit har de bagage med. Måske er det derfor, jeg nogle gange bruger ord, jeg ikke kender, men som jeg er betaget af, fordi de har en særlig farve eller skønhed. Derefter fokuserer jeg på det ord på samme måde, som jeg fokuserer på en melodi. Jeg bliver nødt til at bruge ordet i en sang, og så bygge rundt om det. Der er en konstant strøm af idéer. Men dem, der har små kroge, begynder at samle ting omkring sig.

Katherine, du er designer men har en fortid som danser. Har det indflydelse på dit arbejde i dag? 
Katherine: Da jeg dansede, arbejdede jeg ved siden af som tøjmodel for en række designere. Begge ting handler om bevægelse. Man bevæger sig konstant, og de prøver at finde ud af, hvad der sker rent teknisk. Hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg har altid været mest til klassiske og skulpturelle former. Da jeg gik i skole, var jeg besat af pasform. Det er en blanding af proportionssans og skrædderhåndværk. Men det er også forståelsen af, hvad der kan fungere med en persons krop og med stoffet, hvordan det bevæger sig. Balancen mellem funktionalitet og skønhed er den samme som i dans.

Den måde lyd indtager et rum på – hvordan inspirerer det dig?
Andrew: Før i tiden led jeg lidt af storhedsvanvid. Når jeg kom til et nyt sted, følte jeg, at jeg havde ret til at kontrollere musikken. Hvis musikken er noget andet end det, jeg vil høre, der hvor jeg befinder mig, så har det indflydelse på alt, jeg arbejder på i mit hoved. Det kan være ødelæggende, hvis jeg befinder mig i et offentligt rum og bliver påtvunget musik. Det kan være, at jeg arbejder på en eller anden skrøbelig ting i tankerne, og så er der pludselig Journey i højttalerne, og idéen er væk. Men der er noget fedt over at stå i en overfyldt bar, og så er der en sang, der skærer igennem tågerne. Det er fedt, når folk samles og lytter til den samme musik. Og så betyder det ikke noget, om det er en live-optræden eller en optagelse. Måske er det derfor, folk synes, at min plade Are You Serious er en popplade. For da jeg lavede den, var det det, jeg ville. Jeg ville være den der Tears For Fears-sang, der bliver spillet i svømmehallen og bliver til en fælles kulturel oplevelse.

Hvordan har det været at flytte fra New York til Los Angeles? 
Katherine: I Los Angeles kan du sagtens have familie og et hus og først begynde at arbejde klokken otte om aftenen, hvilket er normen i begge vores brancher. Jeg kan godt lide, at man kan invitere en masse mennesker og så bare se, hvem der dukker op. Vi bor i et godt kvarter. Her er mange børnefamilier, kunstnere og musikere.

Andrew: Der er mange her, der komme fra andre steder. Det hjælper. På den måde, gik det glat med at flytte hertil. L.A. har et ry, der tager afsæt i en hel anden tid. Jeg har altid syntes, at landskabet virkede mistænkeligt – disse planter vokser jo ikke naturligt her. Men jeg har altid vidst, at her er det muligt for folk, der er gode til deres arbejde, at udnytte det til fulde. L.A. tiltrækker folk, der er ekstremt dygtige til noget. Men så er det som om, alles universer skrumper ind til kun at dreje sig om det, de kan. Indimellem, når vi tager en afstikker fra vores gåtur, ender vi på Hollywood Boulevard og tænker bare “wow – er det her, vi bor?”

Der er en god akustik i dit hus. Det har vi set i “Live From The Great Room.” Var det vigtigt for jer, da I købte huset?
Andrew: Ja, helt sikkert. Da vi kom ind i det her rum, så jeg med det samme de høje trælofter og vidste, at det er perfekt at lave musik i for en eller to musikere. Jo større rummet er, des mere tilbøjelig er du til at skrive sange, der kan fylde rummet. På den måde skriver du sange i tonearter, der er gode at optræde med. Desuden synes jeg, at rum med højt til loftet, rent psykologisk giver optimisme. Jeg har ikke boet i et hus, siden jeg var barn, fordi jeg boede i New York før.

Hvordan hører I musik hjemme?
Katherine: Allerede før jeg mødte Andrew, var jeg vild med musik. Du så selv mit Joy Divison bokssæt. Som selvstændig designer bruger jeg meget tid alene. Jeg elsker vores kontormiljø herhjemme. Andrew spiller altid et eller andet henne i sofaen, mens jeg arbejder – enten med åben eller lukket dør. Da vi flyttede hertil, ledte vi efter et sted, hvor vi begge kunne arbejde og stadig have hver sit rum. Vi har været gift så længe, at vi er blevet vant til at være omkring hinanden hele tiden.

Andrew: Jeg bruger pladespilleren så meget som muligt. Den fungerer godt via vores Sonos PLAY:5-højttalere i stuen. (Fordi stedet er så æstetisk smukt, har man ikke lyst til at fylde det med store, gamle forstærkere.) Når man mixer en plade, er det en fordel at kunne lytte til den på udstyr, som helt almindelige mennesker bruger. Så der har jeg en proces, hvor jeg bevæger mig rundt for at lytte til mixet forskellige steder. Vores Sonos lever op til mine høje krav til lydkvaliteten og har desuden strømlinet alle ledningerne. Det var en effektiv måde at komme af med en masse rod.

Har jeres søn haft indflydelse på jeres lyttevaner?
Andrew: Det første, jeg hører om morgenen er lyden af min søn, der siger “Så er det morgen.” Vi har startet en musikuddannelse med Nick Drake, som er ret beroligende. Og derfra til Talking Heads, som er lidt af en danse-fest. Nu er det Beatles. Han er DJ, når han er her.

Dette indlæg er også tilgængelig i: en en-gb en-au fr de it es nl sv no